29/10/21

Et træ men hvilket

Til udvidelsen af bedet ved østterrassen ønskede jeg mig et træ. Men hvilket? Jeg havde læst Havens artikelserie om træer og deltog derefter i Haveselskabets webinar om træer i haven. Jeg hæftede mig mest ved, at valget af træsorten egentlig var lidt sekundær. Først og fremmest skulle jeg finde ud af træets funktion i haven designmæssigt. OK! Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle bruge et solitærtræ til at give højde på stedet og til at fungere som fokuspunkt, når vi kigger ud fra huset. Størrelse og form skulle passe til et almindeligt parcelhus og -have, altså ikke for stor og bred. Apropos et tidligere indlæg om farver og stemninger ønskede jeg lidt ro og kølighed, så ingen store blomster eller røde bær. Jeg endte op med at vælge et hjertetræ, som er lidt letløvet og åben og har blågrønne blade, meget små blomster og fine efterårsfarver. Nu går der bare evigheder før jeg kan se om alle mine overvejelser giver det ønskede resultat.

26/10/21

Farver og stemninger

Gennem sommeren har min havegruppe besøgt hinandens haver på skift. For nogle uger siden besøgte vi en meget fin lille have med et par gode træer og flotte stauder og roser. Der var en hyggelig og blød og romantisk stemning. Det var ikke før jeg kom hjem til min egen have at det slog mig: det var alle de mange laksefarvede/rosa/lyserøde stauder og roser, der gav stemningen. Jeg kan godt se, at farvevalget betyder en del for vores opfattelse af en have og vores oplevelse mens vi går rundt i den. I min have er der bordeaux rød og lime, hvid og violet, rustrød og orange. Jeg har ikke tænkt i stemninger eller oplevelser - jeg har valgt farver jeg kan lide. Vore haver bliver personlige, når vi vælger og fravælger farver, og sådan skal det selvfølgelig være. Men jeg tror nu alligevel, at jeg vil fundere lidt over "stemninger", nu hvor jeg har et nyt hul som skal fyldes.

21/10/21

Nyt hul i jorden

Jeg har været utilfreds med et lille bed ved østterrassen i et par år nu. Jeg havde plantet, flyttet, fjernet, omrokeret. Og måtte for øvrigt gennem en skrækkelig periode, hvor Campanula persicifolia ’White Bell’ havde selvsået og overtaget det hele. Nej, hvor har jeg gravet og gravet. Nå, men jeg har aldrig været helt tilfreds. Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at bedet var for lille. Så nu er bedet gået fra 1,5 x 4 m til 4 x 4 m. Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg fylder hullet.

18/10/21

Flere efterårsfarver

Der er mange gode efterårsfarver i haven lige nu. Jeg tror ikke det er specielt farverigt i år, men de mange solskinsdage har nok givet en ekstra glød. Samtidig er de nyere planter begyndt at fylde mere i billedet. De første blade på vinget benved falder nu og så kommer de små orange bær til syne.

09/10/21

Cornus giver farve

Jeg plantede nogle Cornus for at få vinterfarve i haven. De bliver klippet helt ned i april og bliver ca. 1,5 m høj i løbet af sommeren med helt nye farverige grene. Men jeg skal love for, at de også yder noget her i efteråret. Så jeg får gode farver fra oktober til april, hvor haven ellers er lidt gråbrun. Den med de limegrønne grene, Cornus 'Flaviramea', får gule eftersblade. Den med de orangepink grene, C. Midwinter Fire, får orange. Den med de bordeaux grene, C. 'Kesselringii', får orangerøde. Jeg glæder mig over alle de farver, når nu dagene bliver kortere og mørkere.

03/10/21

Efterårsfarver

Nu er det for alvor begyndt at ligne efterår i haven. Løvet på flere buske og træer begynder at skifte til de gule og røde efterårsfarver. Jeg er meget glad for de næsten vinrøde farver som japansk snebolle får, men vinget benved som præsterer at vise alle toner fra grøn til rød på samme tid må være storfavoritten.