20/05/26

Sen forår eller tidlig sommer

Jeg havde i mange år en tid efter forårsløgene var afblomstret, hvor stauderne var grønne men uden blomster. Sådan en "midt-i-mellemtid". Så de senere år har jeg tilføjet nogle tidlige stauder, så det også blomstrer her i maj. Det pynter nu med farver fra kærmindesøster, en tidlig klematis, nellikerod, lyngfloks og akeleje.

15/05/26

Vinterskader

Jeg synes jeg har flere skader i haven efter denne vinter. Var den streng i år? Den gamle hortensia havde usædvanlig mange døde grene, som skulle fjernes, så den virker mere åben end den plejer. Og den ene kirsebærlaurbær ser herrens ud.
Desværre var mine gamle efterårslyng helt døde, så de blev gravet op. Det er ærgerligt men se! En tom plads klar til nye planter. Hvad synes I? Jorden er mager sandjord, så planten skal være tørketålende. Det er husets nordøst hjørne så den får kun formiddagssol. Vores nordgavl virker som en vindtunnel så der er en strid østen-/vestenvind. Ideer?

11/05/26

Forandring fryder

De sidste par år har jeg holdt forårsblomsterne i udstillingsvinduet helt i hvidt med en blanding af forskellige påskeliljer, anemoner, krokus mv. Jeg synes, at det har været fin og elegant.
I år vil jeg prøve noget helt andet. Ja mon ikke! De 3 farverige tulipaner har givet et helt andet udtryk.

19/04/26

Foråret fortsætter

Jeg har haft så travlt med alle årstidens gøremål, at jeg har helt glemt at tage kameraet rundt for at følge med havens udvikling. Det ene forårsløg afløser stadig det næste, men jeg er nok nu mest betaget af de nye grønne farver. Også de nye flotte skud på træer og stauder bidrager med alle mulige friske farver.

07/04/26

Skøn forårssol

Endelig efter flere dages blæst og regn fik vi en fin forårsdag uden vind og med masser af sol. Det var dejligt at kunne komme videre med noget beskæring og oprydning. Selv om der er travlhed med forårsopgaverne, måtte jeg en tur med kameraet. Det sker nemlig rigtig meget i haven lige nu.