19/12/21

Frøstande og knopper

I denne mørke tid er haven mest brun med tomme grene. Den er præget af den forrige havesæson med frøstande på afblomstrede stauder og buske. Men heldigvis er den så småt begyndt at vise tegn på den kommende havesæson. Enkelte planter er begyndt at vise små skud og knopper som bliver til forårets blomster og sommerens blade. Livsbekræftende! God jul og godt nytår til jer allesammen!

13/12/21

Den grønne mur

Da naboens have ligger ca. 1,5m højere end vores, har vi en 13m lang grim betonmur i haven. Efter flere forsøg gennem årene med forskellige buske rev vi til sidst det hele op i 2016 og plantede 4 bærmispler 2m foran muren. Op i højden skærmer de for naboens grimme "bagside". Jeg plantede 10 stk. vedbend langs muren og 2 år senere var det hele dækket. Muren træder i baggrunden om sommeren, men efterår/vinter er det den grønne mur med de mørke træstammer foran, der fanger øjet. Jeg kan være i tvivl om hvordan det kommer til at se ud fremadrettet. Vedbenden er nu 5 år gammel og "stammerne" er blevet tykke og bladene forsvinder nedefra. Ideen er at hele muren skal være grøn ikke kun den øverste meter. Jeg bliver måske nødt til at klippe drastisk ned på et tidspunkt? Det må jeg fundere lidt over.

08/12/21

Variationer af grøn

For nogle år siden så jeg i et haveblad et billede af et stort skyggebed fyldt med mange forskellige planter - næsten alle var nuancer af grøn. Der var masser af variation i løv og farve, men alligevel ro. Det var lidt af en aha oplevelse, som jeg lærte meget af. Jeg har forsøgt - i meget lille målestok - lidt af det samme i et bed på nordsiden af et hegn. Første billede er fra sidst i juni måned, hvor Hostaer stråler. 4-5 måneder senere er Hostaer klasket sammen, men buksbom og benved er stedsegrønne og den japanske skovgræs begynder at få en fin brun farve. Men selvfølgelig når der kommer et ordentlig lag våd sne er det bare hvidt.

02/12/21

Og nu sne

Sikke en forskel der kan være i haven fra den ene dag til den næste. Det pynter så fint i denne gråvejrstid med sne på jorden og solskin. Dog er jeg lidt ked af at kigge på fladtrådte stedsegrønne kugler trods mine ihærdige forsøg i går med at fjerne meget tung våd sne fra dem. Jeg er også glad for, at jeg nød mit Molinia-græs i sidste uge fordi nu er det ganske borte.