25/02/21

Endnu et forårstegn

For nogle år siden lavede jeg en lille køkkenhave, men uvidende som jeg var dengang, tænkte jeg ikke på, at den var på nordsiden af huset. Dvs. køkkenhaven får overhovedet ingen sol i vinterhalvåret og kan kun bruges ca. april-august. Men derfor er den blevet et rigtigt forårstegn i min have. Jeg glæder mig vildt meget, når de allerførste solstrejf når de allerbagerste bed her sidst i februar.

20/02/21

Flot året rundt

Sidste maj plantede jeg 5 stk. sankthansurt, Sedum spectabile 'Stardust', i et nyt bed. De gik straks i gang med at gro og blomstrede så fint hele august. Både sommerfuglene og jeg var tilfreds. Hele vinteren har de brune frøstande stået flot trods sne og frost og vind. Og nu begynder de nye limegrønne skud at vise sig. Det er bare fantastisk med en plante, som pynter hele året. Som englænderne siger, "It's a good doer!"

18/02/21

Forårstegn

Dejligt at temperaturen stiger og sneen smelter. Så dukker de små forårstegn op.

14/02/21

Mere vinterfarve

Da min haveinteresse begyndte for nogle år siden, kastede jeg mig over farverige staudebede og sommerblomster. Det ser fantastisk ud 6-7 måneder om året. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg savnede noget at kigge på inde fra huset i vintermånederne. Så jeg er begyndt at lave et vinterbed med planter som pynter fra det sene efterår til det tidlige forår. Bl.a. plantede jeg en Cornus alba 'Kesselringii', som er mørk bordeauxrød, foran 3 stk. Cornus stolonifera 'Flaviramea', som er limegrønne, Jeg er ret tilfreds - kontrasten mellem de 2 farver er flot. De så ikke ud af så meget i starten af vinteren, hvor hver dag var gråt-i-gråt, men nu hvor solen skinner, ser de helt anderledes ud.

09/02/21

Vinterfarve

De seneste par år har jeg forsøgt at få mere farve i haven om vinteren. En af de planter, som jeg er mest glad for i denne tid, er Acer griseum, papirbarkløn. Når den lave vintersol rammer den krøllede kanelfarvede bark, lyser det bare op. Træet er stadig meget lille, men om 3-4 år tror jeg, at det bliver et markant element i haven.

06/02/21

Den svære tid

Med sne på jorden og dagsfrost er denne tid den sværeste i min havekalender. Jeg vil så gerne i gang med at så og grave og plante. Frøene er købt ind. Der er både til ganen og til bierne. De sidste par år har jeg lagt flest kræfter i prydhaven med nye bede, buske og træer. Køkkenhaven har ikke være så produktiv, men det vil jeg gøre noget med i år.