29/06/23

Flere erfaringer med roser

Jeg plantede roser for første gang sidste år. De violette, der hedder Burgundy Ice, fik rosenstråleplet og mistede alle bladene. Til gengæld så de hvide - Schneewitchen - forrygende flotte og sunde ud. I april i år måtte jeg skære Burgundy Ice næsten helt ned til jorden. Til gengæld havde de hvide masser af grønne grene og skud, så jeg fjernede ganske lidt. Nu er vi i slutning af juni og sikke en forskel! De violette har de flotteste mørke grønne blade - ikke en plet - og tonsvis af blomster. Til gengæld har de hvide fået masser af pletter og gule blade og kun få blomster. De tager det måske lidt på skift fra år til år? Eller måske var det lige sagen at skære de syge roser helt ned? Jeg skal nok blive klogere: "Learning by doing"!

25/06/23

Sommerfavoritter dukker op

Det gælder om at være hurtig med kameraet i disse tider. Billedet af krybeklokken er taget for nogle dage siden og allerede idag er blomsterne begyndt at visne og bladene er gule. Jakobsstige ser ud til at trives, men den forsvinder og dukker op rundt omkring som det passer den. Lavendel, katteurt og ærenspris kan jeg altid regne med. Nu kan jeg godt se, at det ikke var så smart at plante et par Dahlia Creme de Cassis midt blandt alle de tørketålende. Dahlia er tørstige planter!

18/06/23

Mens vi venter på regnen

Heldigvis har jeg mange robuste og tørketålende planter i haven. Jeg vander krukker, køkkenhaven, roser og så de par stauder, som blev flyttet eller nyplantet i foråret. Resten må klare sig selv. Enkelte planter er klappet sammen, og der er en del gule blade. De fleste planter vil være større og flottere med noget vand, men de klarer sig. Blomstringen er meget kort i denne hede, men der kommer trods alt blomster. Så trods tørke har jeg haveglæden i behold.

16/06/23

Den smukkeste farve

Kan I gætte min yndlings farve? Om det er planter med blå blomster eller blågrønt løv, kan jeg ikke stå for dem. Det starter i foråret med forårsløg og kærmindesøster og går slag i slag gennem hele sommeren.

10/06/23

Hosta tid

I maj måned kan jeg godt gå rundt i haven og undre mig over al den bare jord. Men så kommer hosta tid. Jeg bliver overrasket år efter år hvor meget de store blade fylder i bedene. Sikke det pynter.

04/06/23

Sommerhaven træder frem

Naturens gang i haven: nye blomster dukker op i haven, mens andre er færdige for i år. Jeg synes haven ser ok ud trods manglende regn. Dejligt med planter som pynter selv under vanskelige forhold.