30/10/23
Efterårsfarver
Efterår er ikke min favorit sæson, men sæsonens farver er jeg meget glad for. Det første billede viser det første jeg ser af haven om morgenen. Jeg bliver forundret hver gang over, at der kan være så mange forskellige nuancer af grøn og gul og rød samtidig.
Hosta og kornus lyser op med de gule farver.
Selv på jorden pynter efterårsløvet.
15/10/23
Oktoberhaven i solskin
Sidste gang jeg gik rundt med kameraet var det en lidt diset morgen. Meget efterårsagtigt synes jeg. Denne gang skinnede solen, og en lav oktobersol giver haven en særlig glød, som jeg også forbinder med efteråret. Det skader heller ikke med lidt modlys på de gule og røde blade.
Den sidste rose og de sidste pileurt blomster kan stadig nydes.
Den japanske snebolle gløder lige meget om solen skinner eller ej.
Jeg var lidt skuffet, da farvebælg blomstrede så kort tid, men løvet har set fantastisk ud hele sommer og efterår. Fin kontrast ved siden af den røde parykbusk i solen.
For nogle år siden havde jeg nogle lyng i en krukke som efterårspynt. Da de falmede lidt, vil jeg smide dem ud, men min mand vil have dem plantet ud i haven. De var så fine. Nå ja, det var jeg ikke meget for, men OK. Jeg plantede dem et sted uden sol, uden vand og med en strid vestenvind. Den ene døde men de 2 andre har været særdeles seje og overlever år efter år. Et rigtigt efterårstegn.
10/10/23
Oktoberhaven
Jeg gik en runde med kameraet for at vise efterårsfarver, men der er egentligt meget forskelligt at se i oktoberhaven. De sidste fine farver på staudeblomster. De første gule og røde efterårsfarver ind i mellem alt det grønne, som stadig pynter. Der er frøstande og knopper. Det er bare om at holde øjnene åbne.
Sidste sept. købte jeg en Salvia guaranitica ‘Black and Blue’. Den overvintrede inde og blev plantet ud i maj. Og så ventede jeg i hele 5 måneder for at se den første blomst. Værd at vente på.
Dværgpilen har for længst fået store gule knopper klar til næste forår, mens Geranium 'Ann Folkard' viser de sidste blomster frem.
02/10/23
Sidst men ikke mindst
Der er endelig kommet gang i de stauder, som pynter sidst på sensommeren. Jeg har spejdet længe efter oktoberstormhat og alpevioler. Også sølvlys har ladet vente på sig, men de brune knopper, som stod i mange uger, var nu også fine. Desværre blev det kun til 2 lys i år. Måske har vejret drillet.
Ét af de kig, som jeg har været meget glad for de seneste par uger, er den lyslilla asters foran de mørke Salvia 'Amistad'. En fin kontrast.
Abonner på:
Opslag (Atom)