20/11/24

Så blev det vinter

Fra den ene dag til den anden blev det vinter. Det blev kun til lidt nattefrost og et lille drys sne, men det giver en stor forskel på lyset i haven. Dejligt med den lave vintersol på alt det hvide.

10/11/24

November november november

Vi har nu fået det kedelig diset novembervejr, som vi kender så godt, hvor der kan gå uger uden en solstrejf. Alligevel kan haven byde på fine farver og efterårsmotiver, som kan nydes trods vejret.

02/11/24

Græsser er forskellige

Jeg har ikke gjort så meget med græsser i haven, men dem jeg har er meget forskellige. Nogle er vintergrønne som blåaks, Seslaria heufleriana, og Carex 'Ice Dance'. De pynter så fint om vinteren efter alle bladene er faldet. De får bare en studsning i ny og næ.
Blåtop, Molinia caerulea ser fint ud om efteråret, når det begynder at skifte fra grøn til gul. Hvis ikke der kommer våd sne, kan det stå det meste af vinteren. Det klippes helt ned i foråret.
Bjørnegræs, Festuca glauca ser bedst ud i tidlig sommer efter jeg har givet det en ordentlig tur med riven og fjernet alt det døde. Så kan man virkelig se den blå farve.
Det gule og det grønne japansk skovgræs, Hakonechloa, holder sommerfarven ret længe inden de bliver brune. De bliver klippet helt ned i foråret.
Det sorte slangeskæg gør ikke meget væsen af sig, men det pynter året rundt.