31/03/22

Forskellige forårstegn

Trods bidende kolde vinde og en del nattefrost nyder jeg alle de måder foråret viser sig i haven. Farverige blomster, og de mere specielle, og fine knopper viser, at den gode havesæson er på vej.

25/03/22

Solen er kommet

Vores naboer mod syd ligger ca. 1,5 m højere end vi gør. Det betyder, at solen forsvinder helt fra haven i begyndelsen af november og kommer først retur i begyndelsen af marts. Sikke en forskel når solen endelig får lidt højde og skinner på de gule korneller og på kirsebærkornellen. Den mørke påskeklokke har også godt af solstrejf. Så er det forår!

20/03/22

Meget at lave og kigge på

Den seneste uge har vejret været perfekt til at rydde op, klippe ned, vande, sprede kompost osv. osv. Så jeg har brugt en del timer i haven. Og der sker masser i haven. Ikke så meget nyt, men jeg glæder mig over, at scilla og krokus blomstrer endnu. Og der er masser af bittesmå grønne skud alle vegne. Svært at tage billeder fordi det ses kun når man kravler på hænder og knæ!!

12/03/22

De første

Der er ikke noget bedre end at opleve årets første nye blade på stormhat og akeleje. De første blomster på Scilla og Vinca. De første skud på helt nyplantede roser. Det er en fantastisk tid.

08/03/22

Overraskende

At beskæftige sig med sin have er ikke noget eksakt videnskab. Jeg købte en pose blå anemoneløg og delte dem i 3 og plantede 3 steder i et bed med 1-2m imellem. Og nu kommer det spændende resultat. Det ene sted er fyldt med nye skud og blade og knopper. Det andet er der et enkelt lille blad. Det tredje er der ingenting. Er det ikke spøjs hvor overrasket man kan blive af succes og/eller mangel på samme.

02/03/22

Det er vist blevet forår

Der dukker flere og flere forårstegn op i haven. Solskin og blomster og knopper og bier. En dejlig tid. Dog synes jeg altid, at det er lidt trist når erantis gør klar til at sætte frø. Jeg ventede så mange måneder på blomsterne og PUF er de færdig.