19/12/21

Frøstande og knopper

I denne mørke tid er haven mest brun med tomme grene. Den er præget af den forrige havesæson med frøstande på afblomstrede stauder og buske. Men heldigvis er den så småt begyndt at vise tegn på den kommende havesæson. Enkelte planter er begyndt at vise små skud og knopper som bliver til forårets blomster og sommerens blade. Livsbekræftende! God jul og godt nytår til jer allesammen!

13/12/21

Den grønne mur

Da naboens have ligger ca. 1,5m højere end vores, har vi en 13m lang grim betonmur i haven. Efter flere forsøg gennem årene med forskellige buske rev vi til sidst det hele op i 2016 og plantede 4 bærmispler 2m foran muren. Op i højden skærmer de for naboens grimme "bagside". Jeg plantede 10 stk. vedbend langs muren og 2 år senere var det hele dækket. Muren træder i baggrunden om sommeren, men efterår/vinter er det den grønne mur med de mørke træstammer foran, der fanger øjet. Jeg kan være i tvivl om hvordan det kommer til at se ud fremadrettet. Vedbenden er nu 5 år gammel og "stammerne" er blevet tykke og bladene forsvinder nedefra. Ideen er at hele muren skal være grøn ikke kun den øverste meter. Jeg bliver måske nødt til at klippe drastisk ned på et tidspunkt? Det må jeg fundere lidt over.

08/12/21

Variationer af grøn

For nogle år siden så jeg i et haveblad et billede af et stort skyggebed fyldt med mange forskellige planter - næsten alle var nuancer af grøn. Der var masser af variation i løv og farve, men alligevel ro. Det var lidt af en aha oplevelse, som jeg lærte meget af. Jeg har forsøgt - i meget lille målestok - lidt af det samme i et bed på nordsiden af et hegn. Første billede er fra sidst i juni måned, hvor Hostaer stråler. 4-5 måneder senere er Hostaer klasket sammen, men buksbom og benved er stedsegrønne og den japanske skovgræs begynder at få en fin brun farve. Men selvfølgelig når der kommer et ordentlig lag våd sne er det bare hvidt.

02/12/21

Og nu sne

Sikke en forskel der kan være i haven fra den ene dag til den næste. Det pynter så fint i denne gråvejrstid med sne på jorden og solskin. Dog er jeg lidt ked af at kigge på fladtrådte stedsegrønne kugler trods mine ihærdige forsøg i går med at fjerne meget tung våd sne fra dem. Jeg er også glad for, at jeg nød mit Molinia-græs i sidste uge fordi nu er det ganske borte.

30/11/21

Sol regn og frost

Den sidste uges tid har været ret blandet vejrmæssigt og det giver nogle blandede billeder fra haven. Jeg nyder at se solen skinne i Molinia-græsset. Naboerne er ca. 1,5 m højere mod syd, så det er noget af det sidste sol vi ser i haven før marts.
Næsten umuligt at få et godt billede af Cornus Mas med regndråber hængende på grenene, men dette syn var en af grundene til at jeg valgte træet.
Frøstande med frost skal vi nok se en del mere af i de kommende måneder.

26/11/21

Car park plants

Jeg læste en artikel af en kendt engelsk havedesigner, hvori han beklagede, at folk ikke ønsker "car park plants" i deres haver. Planter ved offentlige parkeringspladser - i Danmark kalder vi dem nok kommuneplanter - er fine planter som er super hårdføre, tåler alt i sol, skygge, vind, tørke mv. og passer stort set sig selv. Men de står trælse steder, så vi synes de er trælse. Til mit nye bed tog jeg chancen og midt i oktober plantede jeg buskpotentil, Potentilla fruticosa 'Mckays White' og myrtegedeblad, Lonicera nitida 'Elegant'. De to planter ser jeg ellers kun ved plejehjem eller kommunekontorer, men jeg må se om jeg kan abstrahere fra det "kommuneagtige" ved dem.

21/11/21

Forskelligheder

Haven byder på meget forskelligt i disse dage. Planter så grønne som i juni måned mens andre er brune og visne. Enkelte gør et sidste forsøg med en blomst. Andre har fine frøstande mens andre holder stædig fast i det flotte efterårsløv. Sikke nogle kontraster side om side.

17/11/21

Fine november sager

Jeg er tilbøjelig til at give Henrik Nordbrandt ret: året har 16 måneder. November er en meget lang, trist, mørk måned. Alligevel er jeg blevet inspireret af andre havebloggere, som siger, at der altid er noget smuk at se i haven. Jeg har taget nogle runder i de seneste par uger (med fotovejr forstås!) for at finde smukke ting. Og søreme om ikke de har ret. Jeg kommer ind fra haven med et ordentlig skud haveglæde.

15/11/21

Ikke noget køn syn

... på nuværende tidspunkt, men mejserne er allerede gået i gang med at spise. Det kommer ikke til at stå i ret lang tid.
Til gengæld står al min vinterpaksammen indtil foråret kommer. Arbejdsbordet bærer en masse småpotter med planter, som skal plantes ud til foråret. Flere krukker er tømt og står i tørvejr under halvtaget sammen med et par bænke. Nogle frostsikre krukker med stauder og græsser og forårsløg står ude indtil vi får perioder med regn om dagen og rigtig frost om natten. Det kan planterne ikke så godt tåle, så kommer de også under halvtaget.

10/11/21

Parykbusk x 3

Jeg har 3 forskellige sorter parykbusk i haven, og lige så forskellige de er om sommeren, lige så forskellige er de til efterår. Cotinus 'Old-Fashioned' (jeg har set nogle kalde den alm. parykbusk?) har blågrønne blade om sommeren som bliver stærk orangerøde. Den vinrøde sort får lidt mørkere efterårsblade men med nogle fine tegninger. Den limefarvede sort er kun 1 år gammel og meget lille, men den ser ud til at få nogle lysere efterårsfarver. De parykbuske pynter så fint i mange måneder om året.

07/11/21

Øvelse i tålmodighed

Man skal være tålmodig når man er haveglad. Et perfekt eksempel er forårsløg. Jeg bliver inspireret af flotte billeder i forårets haveblade, planlægger mine indkøb i sensommeren og til sidst planter løg om efteråret. Og så venter jeg. Og venter. Det er ikke før næste forår, at jeg kan se om løgene har lige præcis den farve/blomstring/størrelse jeg havde glædet mig til. Efterhånden "tester" jeg løg i krukker før de plantes ud i haven. Jeg er blevet skuffet/overrasket flere gange. Uha nogle kedelige "tomme" krukker.

03/11/21

Trist og smuk samtidig

Efterår har altid været en lidt trist tid for mig. Dagene bliver kortere og mørkere og koldere. Blomster forsvinder, buske mister blade og bare brune grene bliver tilbage. Men i haven i år har jeg oplevet, at der kan være triste syn samtidig med at der stadig er meget smukt at se på. Noget er færdig med efterårsfarverne mens andet er lige begyndt. De få blomster tilbage bliver brune, men der er også flotte frøstande. Bærmisplerne er bare, men det gør at vi bedre kan se de flotte gule farver på hosta. Mange elsker efterår med det flotte skift fra sommer til vinter, og jeg må indrømme, at der ikke har manglet fantastiske farver i den sidste månedstid. Men lidt vemodig bliver jeg nu alligevel.