30/06/21
På godt og ondt
Nogle betragter Alchemilla mollis som et vidunder og andre som ukrudt. De er nogle flotte planter med de limegrønne farver, og jeg er meget glad for dem, men de kan være lidt voldsom. Jeg købte nogle få for et par år siden, og lige nu fylder de rigtig meget et par steder i haven. Det er dejligt, at bedet hurtigt bliver fyldt, men jeg bruger også en del tid med at klippe tilbage fordi de overskygger andre planter.
23/06/21
Succes og knap så meget
Hvert år er der ting i haven som bare ser godt ud. Som er blevet lige som jeg
havde håbet. På den anden side er der også hvert år noget der ikke har klaret
vinteren eller har udviklet sig uheldigt eller er den forkerte farve eller
eller. Sådan er det bare at være haveglad. Glæde og skuffelse - helst ikke i lige
store mængder! Sidste år plantede jeg 3 stk. Geranium 'Ann Folkard' og sikke de
gror. De har snart dækket et par kvadratmeter.
Én af mine yndlings stauder er Salvia nemarosa 'Caradonna'. Det står så flot i
det ene bed, men er næsten forsvundet eller er langt bagud i det andet. Måske
bliver de overskygget af andre planter? Det må
jeg lige fundere lidt over.
Uha mine slangeskæg kom ikke uskadt igennem vinteren. Men de begynder så småt
med nye blade, så jeg er fortrøstningsfuld.
21/06/21
Havens dronning
I ca. 50 uger om året er vores 3 stk. dronningebuske enten en neutral mellemgrøn baggrund eller tomme brune kviste. Men i de 2 uger, hvor de blomstrer, samles al opmærksomheden omkring dem. De blev plantet fordi de vokser hurtigt til og bliver høje og tætte. Naboen er lige på den anden side, og de lukker flot af for indkig. Jeg må indrømme, at lyserød ikke er min yndlings farve, men ih hvor er de kønne lige nu. Og de summer af liv fra bier og insekter.
17/06/21
True blue
Jeg elsker blå blomster, men det kan være lidt svært at finde "rigtig blå" blomster. Jeg synes, at mange blomster, som man kalder blå, er egentlig mere blålilla.
Denne knopurt vandrede ind i haven, fik lov til at blive og er siden blevet delt flere gange. Den har en flot blå farve og bierne er helt vildt med den.
Anchusa azurea er en 2-årig eller måske en kortlivet staude. Jeg mistede et par stykker i vinters, men en enkelt har overlevet og pynter gevaldigt.
Jeg elsker også farven på denne ærenspris med det flotte navn Veronica austriaca teucrium ’Knallblau’. Den blomstrer kun en uges tid og pynter egentlig ikke senere på sommeren, men sikke en flot blå farve.
Til sidst et billede fra havegruppen jeg er medlem af. Det var første gang vi mødtes og første gang jeg viste haven frem for andre, så det var ret spændende, men også meget hyggeligt at møde haveglade folk.
11/06/21
Kombinationer
Jeg elsker at kigge i havebøger og haveblade. Jeg får så meget inspiration fra billeder af de allerflotteste bede fra de allerfineste haver. Jeg så f.eks. et billede med store flotte bregner i et bed af hasselurt. Sådan noget måtte jeg bare have. Min lille plet er ikke helt udvokset endnu, men jeg glæder mig over kontrasten i løvet hver eneste dag.
Jeg læste også om at Cotinus 'Royal Purple', parykbusk, kunne beskæres som en staude, altså langt ned hvert forår. Det giver fantastiske muligheder for at kombinere det vinrøde løv med f.eks. Geum 'Totally Tangerine' og blå stauder som bjergknopurt og Nepeta. Denne kombination har jeg meget glæde af.
07/06/21
Storfavoritten
Min absolut yndlingsplante i haven er Viburnum plicatum 'Mariesii', japansk snebolle. Sikke en fantastisk grenstruktur og med alle de flotte hvide blomster ovenpå grenene. Sikke et syn. Jeg passer lidt ekstra godt på den, fordi den har et birketræ på den ene side, nogle store buske på den anden og et ligusterhæk bagved. Jeg er bange for, at der er kamp til stregen mht. vand. Men beskyttet er den. Den ser lidt mystisk ud sådan en lille bitte plante på den store tomme plads, men alligevel er den smuk. Og jeg ved, at den kommer til at fylde pladsen.
Abonner på:
Opslag (Atom)