26/11/23

Apropos novembervejr

Lørdag kom solen frem så kameraet kom også frem. Vi har ikke meget sol i haven om vinteren fordi naboerne mod syd ligger højere end vi gør. Det bliver kun til solstrejf enkelte steder på bestemte tidspunkter. Så jeg nyder at se blade og blomster og grene oplyst af solen. Og apropos det omskiftelige novembervejr fra mit sidste indlæg blev det sidste billede taget 24 timer senere.

19/11/23

Vekslende novembervejr

Midt i flere dages regn og rusk og gråvejr fik vi en enkelt dag med sol, så jeg kunne tage et par billeder. Da jeg downloadede billederne, kom jeg til at se billeder fra samme dag sidste år. Ja altså, det kan blive til al slags vejr i november!

07/11/23

Variation i forfaldet

De forskellige planter i haven forfalder på forskellige måder og på forskellige tidspunkter. Endelig er turen kommet til papirbarklønnen. Jeg synes for øvrigt at den plejer at være mere rødlig.
Sjov at se en helt grøn løvefod sammen med storkenæb, som har fået gule blade, og en hosta som er helt smattet.
Og så er der krybeklokken, som endnu ikke har opdaget at det er efterår.

02/11/23

Flere efterårsfarver

Der sker et roligt skift til flere efterårsfarver men også til flere bare grene, som pynter med farvede bark.
En af de bedste ting jeg har gjort i haven: en række hosta foran muren dækket af efeu. Det bekræftes hvert år ved denne tid.
Jeg er blevet så glad for oktoberstormhat. Dejligt med de blå blomster, når alt andet begynder at falme.