Viser opslag med etiketten havedesign. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten havedesign. Vis alle opslag
17/06/24
Haver i Sydsverige
Sidste uge kørte vi en lille tur gennem Sydsverige for at kigge på flotte haver som Sofiero og Norrviken, men der blev også tid til at besøge nogle fine plantskoler. Skønt at få inspiration fra nye steder.
14/02/24
Vinterbedet
Selv om tankerne allerede kredser om forår og den kommende sommer, er det vinterbedet, som vi nyder her i de sidste vintermåneder. Bedet er kun 4-5 år gammel og er stadig under udvikling, men det begynder at virke efter hensigten. Farverig bark, stedsegrønt og vintergrønne græsser og stauder fanger øjet, når vi kigger ud i haven fra huset. Jeg glæder mig til at stauderne dækker jorden helt og til at søjletaksen og kirsebærkornellen bliver 3-4 m høj. Men der er også mange glæder ved at se bedet udvikle sig stille og rolig.
Etiketter:
bark,
buske,
græsser,
havedesign,
haveudvikling,
stedsegrøn,
træer,
vinter
31/07/22
Grønne former
Det har været en fornøjelse at kaste mig over blomster og farver i haven. Den før så tomme have (græsplæne + hæk = kedelig!) blev ret løssluppen. Men jeg fandt ud af ved besøg i andre haver, at rolige grønne former giver et fantastisk modspil til alt det løssluppenhed. Jeg må sige, at de formklippede elementer er blevet favoritter. De giver ro i staudebedet om sommeren og farve i haven om vinteren. Og jeg er blevet glad for det årlige klippearbejde - det er så afstressende. Planterne har kun været på plads i nogle år, så formene er kun lige begyndt at vise sig. Jeg glæder mig til de kommende år, hvor de bliver større og skarpere.
01/07/22
Ny inspiration
Tilbage i egen have efter nogle dage i Kbh., som har fyldt alle depoterne med et ordentlig skud haveinspiration. Haven bagved det Kgl. Bibliotek er en oase midt i storbyens mylder.
Den lille have bag Glyptoteket var holdt helt i Tour de France gult!
Endnu en gang har jeg bare nydt at være med til CPH Garden - fine showhaver, masser af dejlige planter og hyggelige havefolk!
27/05/22
Udstillingsvinduet
Efter utallige (2!) opfordringer får I historien om det jeg kalder udstillingsvinduet. Da jeg besluttede at lave et stort bed ved vores østvendte terrasse, besluttede jeg samtidig at der ikke længere var behov for krukker på terrassen. Det blev til et bed med træer, buske, roser og enkelte stauder og ellers masser af bunddække. Så havde jeg pludselig lidt svært med at tænke sommerblomster/dahlier ind i planen. De vil forsvinde lidt. Jeg besluttede at placere et lille højbed tæt på terrassen som kunne skifte "udstilling" gennem sæsonerne. Forårsløg, dahlia og hvad jeg ellers kan finde på til efterår/vinter - alle ideer modtages med kyshånd!
19/05/22
Først kom der et træ
Så kom der nogle buske og barrodsroser. Og her i foråret efter en masse omrokering af eksisterende planter kom nogle flere roser og stauder og bunddække. Det nye bed ligner stadig et tomt hul med masser af kedelig brun jord, men det skal nok udvikle sig lige så stille.
Etiketter:
buske,
forår,
havedesign,
haveudvikling,
roser,
stauder
13/12/21
Den grønne mur
Da naboens have ligger ca. 1,5m højere end vores, har vi en 13m lang grim betonmur i haven. Efter flere forsøg gennem årene med forskellige buske rev vi til sidst det hele op i 2016 og plantede 4 bærmispler 2m foran muren. Op i højden skærmer de for naboens grimme "bagside". Jeg plantede 10 stk. vedbend langs muren og 2 år senere var det hele dækket. Muren træder i baggrunden om sommeren, men efterår/vinter er det den grønne mur med de mørke træstammer foran, der fanger øjet. Jeg kan være i tvivl om hvordan det kommer til at se ud fremadrettet. Vedbenden er nu 5 år gammel og "stammerne" er blevet tykke og bladene forsvinder nedefra. Ideen er at hele muren skal være grøn ikke kun den øverste meter. Jeg bliver måske nødt til at klippe drastisk ned på et tidspunkt? Det må jeg fundere lidt over.
08/12/21
Variationer af grøn
For nogle år siden så jeg i et haveblad et billede af et stort skyggebed fyldt med mange forskellige planter - næsten alle var nuancer af grøn. Der var masser af variation i løv og farve, men alligevel ro. Det var lidt af en aha oplevelse, som jeg lærte meget af. Jeg har forsøgt - i meget lille målestok - lidt af det samme i et bed på nordsiden af et hegn. Første billede er fra sidst i juni måned, hvor Hostaer stråler. 4-5 måneder senere er Hostaer klasket sammen, men buksbom og benved er stedsegrønne og den japanske skovgræs begynder at få en fin brun farve. Men selvfølgelig når der kommer et ordentlig lag våd sne er det bare hvidt.
26/11/21
Car park plants
Jeg læste en artikel af en kendt engelsk havedesigner, hvori han beklagede, at folk ikke ønsker "car park plants" i deres haver. Planter ved offentlige parkeringspladser - i Danmark kalder vi dem nok kommuneplanter - er fine planter som er super hårdføre, tåler alt i sol, skygge, vind, tørke mv. og passer stort set sig selv. Men de står trælse steder, så vi synes de er trælse. Til mit nye bed tog jeg chancen og midt i oktober plantede jeg buskpotentil, Potentilla fruticosa 'Mckays White' og myrtegedeblad, Lonicera nitida 'Elegant'. De to planter ser jeg ellers kun ved plejehjem eller kommunekontorer, men jeg må se om jeg kan abstrahere fra det "kommuneagtige" ved dem.
29/10/21
Et træ men hvilket
Til udvidelsen af bedet ved østterrassen ønskede jeg mig et træ. Men hvilket? Jeg havde læst Havens artikelserie om træer og deltog derefter i Haveselskabets webinar om træer i haven. Jeg hæftede mig mest ved, at valget af træsorten egentlig var lidt sekundær. Først og fremmest skulle jeg finde ud af træets funktion i haven designmæssigt. OK! Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle bruge et solitærtræ til at give højde på stedet og til at fungere som fokuspunkt, når vi kigger ud fra huset. Størrelse og form skulle passe til et almindeligt parcelhus og -have, altså ikke for stor og bred. Apropos et tidligere indlæg om farver og stemninger ønskede jeg lidt ro og kølighed, så ingen store blomster eller røde bær. Jeg endte op med at vælge et hjertetræ, som er lidt letløvet og åben og har blågrønne blade, meget små blomster og fine efterårsfarver. Nu går der bare evigheder før jeg kan se om alle mine overvejelser giver det ønskede resultat.
26/10/21
Farver og stemninger
Gennem sommeren har min havegruppe besøgt hinandens haver på skift. For nogle uger siden besøgte vi en meget fin lille have med et par gode træer og flotte stauder og roser. Der var en hyggelig og blød og romantisk stemning. Det var ikke før jeg kom hjem til min egen have at det slog mig: det var alle de mange laksefarvede/rosa/lyserøde stauder og roser, der gav stemningen. Jeg kan godt se, at farvevalget betyder en del for vores opfattelse af en have og vores oplevelse mens vi går rundt i den. I min have er der bordeaux rød og lime, hvid og violet, rustrød og orange. Jeg har ikke tænkt i stemninger eller oplevelser - jeg har valgt farver jeg kan lide. Vore haver bliver personlige, når vi vælger og fravælger farver, og sådan skal det selvfølgelig være. Men jeg tror nu alligevel, at jeg vil fundere lidt over "stemninger", nu hvor jeg har et nyt hul som skal fyldes.
Abonner på:
Opslag (Atom)




